Kate Lacetz
Som superviser og coach ser jeg ind i andres øjne for at se det liv, der bor derinde. Det er allerede her dialogen starter.
Jeg stiller mig selv sårbar, venligsindet og tillidsfuld i relation til de menneske jeg møder og jeg nærer stor respekt for deres eksakte erfaringer og faglighed. Mine faciliteringskompetencer indeholder bl.a. æstetiske virkemidler og metodiske procesværkstøjer for at udvinde mest mulig virkning i mødet.
Som underviser er jeg en levende og tolerant sjæl i rummet og samtidig formår jeg at kommunikere budskaber klart og invitere deltagerne ind i læringsarenaen. Undervisningen er formbar efter de behov, som mine samarbejdspartnere udvælger, dog altid i en klangbund af de narrative, systemiske og pragmatiske metoder, som jeg anvender.
Nutidens organisatoriske hvirvelvinde har det med at blæse det trygge og tillidsvækkende ud af mødelokalerne. Rummene står åbne og vindblæste tilbage og vi får talt om de stumper, der ligger tilbage på gulvet og går hurtigt hver til sit og arbejder videre i vores eget univers. Rummelighed til at tolerere andre og os selv, er mange steder i dag sat under massivt pres, hvorfor jeg aktivt skaber en tilbagetrækning i det trygge, varme lokale med plads til alle.
Helt grundlæggende holder jeg øje med kulturen og dens forskellige udtryksformer. Min hovedopmærksomhed er derfor altid stemningen, handlingerne og det dialogiske landskab, som jeg med mit venlige væsen tydeligt guider i en værdig og accepterende retning.
Lige nu er jeg personligt optaget af at udvikle en praksis for “eksistenssamtaler”, som udspringer af en en fornemmelse af, at der er brug for nogle livssnakke med større tyngede på arbejdspladserne. Eksistenssamtalerne efterlyses af personer som står et sted i deres liv, hvor livet selv kalder på en samtale om det allermest væsentlige og samtalepartneren er nødt til at svare på det med den rette følsomhed og besindelse.
De bedste hilsner