Jonas Raagaard
I mit virke som grafisk designer søger jeg ofte at skabe en stemning der gør at betragteren går videre med en følelse af at have fået noget mere end den information, der skal viderebringes. Kommunikationen må gerne have flere lag og anspore til egne fortolkninger og tanker, og bevirke at betragteren er en aktiv deltager.
Villa Venire har jeg fulgtes ad med siden den spændende start, hvor vi sammen byggede den grafiske identitet op som skulle danne den visuelle ramme for Villaens begyndelse. Villa Venire er en fantastisk kunde med mod på at udfordre hvad man kan forvente sig visuelt af et konsulenthus – et grafisk laboratorium om man vil. Og jeg sætter stor pris på at have muligheden for at iføre mig kitlen og pirke til typografien og farverne i petriskålen for at se hvad der sker.